om os

Painter´s Yarn er et mikrofarveri. 

Her farves små portioner af lækre garner i skønne farver alt efter humør, inspiration og kunders ønsker af Indiedyer Joan hedemann Boesen.

 

Her finder du garn, som jeg synes er dejligt at farve på, lækkert at strikke/hækle med og kan holde til lang tids brug ved korrekt behandling og vask.

Sortimentet er under evig udvikling, garn kommer til og garn bliver taget af, hvis det ikke lige passer i mit univers. At et garn forsvinder behøver ikke betyde at der er noget galt med det, måske har jeg bare kastet mig over en anden kvalitet for en periode. Der vil dog være nogle kvaliteter som jeg altid har på lager. Finder du ikke den garntype eller den farve du søger eller er der bare ikke nok på lager til dit projekt, så skriv en mail til mig på info@paintersyarn.dk. Som regel kan vi finde en løsning. Bemærk, at garn også sælges ufarvet. Find de ufarvede under de enkelte kvaliteter eller under Unika.

 

Jeg brænder for farver og for god kvalitet. Alt farvning foregår i hånden og jeg lægger stor vægt på at anvende farver og garn, der er produceret under ordentlige vilkår for miljø og mennesker. Derudover forsøger vi hele tiden at optimere farveprocessen, så vand genanvendes, alt farve opsuges i garnet og der kun udledes rent vand til sidst når garnet skylles. Om sommeren opsamles restvandet og bruges til vanding af haven.

 

Bemærk, at hver enkelt fed er unikt. Selv i samme farvebad er der forskel på de enkelte fed. Ved større pojekter, hvor du bruger mere end et fed, anbefaler jeg, at du striber nye fed ind, så du ikke får en farvekant ved overgangen fra et nøgle til et andet.

 

Painter's Yarn ligger smukt placeret i Ry, en lille by midt i Søhøjlandet for foden af Himmelbjerget. Her har jeg mit farveværksted med daglig inspiration fra natur og liv omkring os.

Besøger du vores dejlige by og har du har lyst til at se på lækkert garn kan det sagtens lade sig gøre.

Jeg har et lille showroom i min anden virksomhed Flügger farver Ry. Her vil du kunne se, kramme og købe lækkert garn og få en snak med mig om dit strikkeprojekt.

 

Nu tænker du måske, hvad har en farvehandel med garn at gøre, men det er ganske simpelt.

Jeg er ud af en familie med en meget lang malertradition. Min bedstefar Boe Boesen startede malerfirma i 1945 og drev det, indtil han højt oppe i alderen modvilligt måtte gå på pension. Allerede som barn var jeg dybt fascineret af når han på gammeldags vis udrørte pigmenter i malingen og der dannede sig de fineste farvespiraler. Penslerne på billederne er i øvrigt fra min bedstefars værksted. Mine far blev også maler og mine forældre startede Malerfirma Boesen  A/S i 1968; efter nogle år etablerede de også farvehandel og efter en lang årrække overtog mine brødre (også malere) og jeg firmaet og har drevet det siden. I 2018 havde malerfirmaet 50 års jubilæum, så der er løbet mange farver gennem vores hænder i tidens løb. Til daglig vil du altså kunne finde mig i vores Flügger farver og administration, hvor jeg har mit daglige virke. Jeg har derfor også mange års erfaring med farver og farvesammensætninger og disse erfaringer bruger jeg flittigt i mit lille garnfirma.

 

Du kan besøge Painter's Yarn her:

Flügger farver

Brunhøjvej 5

8680 Ry

mandag - onsdag 10-17.30

Fredag 10-17.30

Torsdag farver jeg og er derfor ikke i forretningen.

Du vil dog stadig kunne afhente bestilte varer mellem 10-14.

 

Painter's Yarn er en del af Hedemann & Boesen Aps. Det er et anpartsselskab, ejet af Joan Hedemann Boesen og Torben Hedemann Boesen Eriksen. Her udfolder vi os ved siden af vores normale arbejde med garnfarvning og garnsalg (Joan) samt skiltefabrik og It-assistance (Torben).